Hvilken virksomhed har jeg at skrive rådgivningsartikler?
Det er det, jeg har spurgt mig selv om de sidste par måneder. For helvede, jeg ved ikke engang, hvordan jeg landede i denne niche.
Det hele startede med skrivetips, og det næste, jeg vidste, er, at jeg fortæller folk, at de skal føre dagbøger og vågne tidligt, som om jeg var den næste Ali Abdaal.
Og når jeg ser tilbage, indser jeg, at hvert eneste indlæg, jeg har udgivet siden 2020, har været intet mindre end performative.
Jeg ser tilbage på indlæg før 2020 og mindes de gange, hvor jeg vidste ingen ville læse mit arbejde. Åh, hvor jeg nød at skrive bare for dets skyld. Intet behov for clickbaity-titler eller attraktive billeder. Bare mig, der udtrykker mig uden bekymring i verden.
Mere og mere finder jeg mig selv i at søge et sted, hvor jeg kan skrive uden at skulle præsentere mit arbejde gennem en række domme. Og det er et faktum, jeg bliver mere og mere opmærksom på, nu hvor jeg er tilbage i forlagsbranchen.
Jeg plejede bare at skrive og gå. Ironisk nok var det det, der fik mig til min første skriveoptræden. I dag gætter jeg mig selv med spørgsmål, som ingen andre ville bryde sig om. Bortset fra mig.
Ville jeg spilde nogens tid? Er emnet stødende? Vil de finde ud af, hvor middelmådig jeg egentlig er for en, der angiveligt har skrevet professionelt i over et årti?
Så deri ligger problemet: Jeg er blevet for knyttet til en bestemt måde at blogge på, og jeg er for bange for at miste det, jeg har bygget.
Jeg ser på forfattere, jeg respekterer, som Mark Manson, Allie Brosh og Tim Urban. Jeg kan se, hvordan de er forsvundet ind i bloggende solnedgang (mest på grund af en bogaftale). Og jeg spekulerer på, om jeg er bestemt til den samme vej – uden den medfølgende succes.
Men det er måske mit mål. At holde op med at blogge en dag. Eller mere specifikt at udvikle sig til andre medier eller måder at leve på.
Måske betyder det at kanalisere min indre Seth Godin og sende kortere indlæg hver dag. Måske, ligesom Pete, betyder det at fokusere mindre på bloggen og mere på at skrive romaner. Måske vil jeg endelig komme i gang med at opbygge skrivemesterinder og seminarer. Jeg ved ikke.
Det eneste jeg ved er, at jeg vil læne mig ind i forandring. For ikke at være bange for at skifte ting. Og mest af alt at bygge noget, der ikke er bundet af tal, meninger eller hvad jeg synes, jeg ‘bør’ gøre i den litterære success navn.
Og måske er det her, jeg minder dig om find et håndværk, hvor du ikke er afhængig af andre. Ikke en redaktør, ikke dit publikum, ikke engang din kæledyrsged.
Du fortjener et sted, hvor du ærligt kan udtrykke dig selv, mens du opdager, hvem du virkelig er gennem den proces. Og hvis folk kommer med på turen, så fedt.
Måske markerer dette indlæg begyndelsen på en afslutning. Måske er jeg selvsaboterende. Men hvis jeg ikke begynder at skrive for min egen skyld på bloggen, så ved jeg ikke, hvor jeg ellers skal kunne hen.
Her er, hvad der sker, hvis du klikker på knappen nedenfor: du giver mig en e-mail, jeg kan kontakte dig på, og jeg sender dig eksklusivt indhold som dette hver fjortende dag. Måske sender jeg dig en freebie, måske ikke. Det er alt, hvad det er.
